Else Mariehjemmets beboere er vant til rigtig god mad, som både syner, dufter og smager fantastisk. Husets dygtige køkkenteam arbejder ud fra filosofien, at det er et HJEM, vi laver mad til. Derfor serverer vi også retter, som beboerne har en særlig tilknytning til – ofte via minder. Det vil sige livretter, der vækker minder i fint samspil med de mange smags-, lugte- og synsindtryk. Beboerne har dermed en medbestemmelse omkring, hvad køkkenet serverer af retter. Vi er naturligvis ligeledes opmærksomme på, hvad de enkelte beboere ikke tåler.
Vi laver dejlig mad og ved, at mad betyder meget og skaber en høj livskvalitet for husets beboere. Al mad bliver lavet helt fra bunden, da vi ved, det både kan smages og give stor glæde hos beboerne. Ligesom smagen er vigtig, har vi stort fokus på at servere maden indbydende, således at den vækker flere af beboernes sanser. For hver ret gælder, at vi hver gang tilføjer det lille ekstra ud fra den gode fingerspidsfornemmelse, som for os er en af grundstenene bag den gode og ægte madoplevelse.
Køkkenets fokus er derfor dagligt rettet mod følgende områder: farver, smag, dufte, udvalg og balancen mellem syre og base, da det syrlige og det søde i samspil med synsindtrykket også har betydning for appetitten. Da vi ønsker at skabe den ægte og rene madoplevelse, bruger vi naturligvis aldrig syntetiske tilsætningsstoffer i maden, men derimod er vi ikke bange for at bruge smør og fløde.
Minderne i relation til maden
Udvalget af retter er bredt og varieret, og vi kaster os også gerne ud i noget nyt som f.eks. en ældre egnsret, som en beboer har inspireret os til at lave ud fra sin personlige fortælling. Vi har stor respekt for de mange minder, der er relateret til maden og for den konkrete måde, den engang blev skabt på.
Vi inkorporerer ligeledes en stor del årstidsrelaterede retter, der også kan have en personlig betydning fra, da beboerne måske var yngre eller endda børn. Den personlige historie bag de konkrete ønsker er et konkret incitament til, at køkkenteamet skaber yndlingsretter. Vi følger selvsagt også årets højdepunkter ud fra den sæsonbetonede mad. D.v.s. masser af bær om sommeren, rodfrugter om vinteren, tungere retter henover efteråret og frisk fisk, når det er sæson for diverse fiskearter.